4. Maj Kollegiets Venner

Du er her:   Hjem > Foreningen > Vedtægter
menulink

Vedtægter

Vedtægter for 4. Maj Kollegiets Venner

§ 1. Navn.

Stk. 1. Foreningen navn er: 4. Maj Kollegiets Venner. Foreningens hjemsted er Frederiksberg.

Stk. 2. Foreningen omfatter tidligere medlemmer af foreningerne: 4. Maj Kollegiets Venner og Samfundet af alumner fra 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg og Hassagers Collegium.

      § 2. Formål.

Stk. 1. Foreningens formål er at være et forum for fastholdelse af viden om          modstandskampen, herunder de holdninger og værdier som modstandskampen
byggede på, således at disse forhold holdes levende for alumnerne på kollegiet og andre.

Stk. 2. Foreningens formål er at skaffe og yde økonomisk støtte til opretholdelse af kollegiets bygningsmæssige standard, samt støtte til vedligeholdelse og fornyelse af inventar og installationer. Foreningen samarbejder med kollegiebestyrelsen i den sammenhæng.

Stk. 3. Foreningens formål er, hvert år i forbindelse med 4. maj, at afholde et symposium om modstandskampen og besættelsestiden. 

Stk. 4. Foreningens formål er at skaffe mulighed for etablering af bogsamlinger og lignende vedrørende besættelsestiden og modstandskampen.

Stk. 5. Foreningens formål er at være et samlingspunkt for tidligere og nuværende alumner på kollegiet samt for andre, der støtter kollegiets særlige funktioner i det danske samfund. 

Stk. 6. Foreningens formål er hvert 5. år i forbindelse med kollegiets fødselsdag – første gang i år 2006 – at afholde en større fødselsdagsfest, som økonomisk skal hvile i sig selv. 

     § 3. Medlemskredsen. Kontingent. Økonomi.

Stk. 1. Enhver tidligere og nuværende alumne på Kollegiet kan blive medlem af foreningen. Kollegiets efor kan indtræde i foreningen. Pårørende til nuværende og tidligere alumner kan blive medlem af foreningen. Tidligere modstandsfolk og disses pårørende samt andre (herunder firmaer) med interesse for foreningens formål kan blive medlem af foreningen.

Stk. 2. Medlemmerne betaler et årligt kontingent til foreningen, hvis størrelse fastsættes på generalforsamlingen.

Stk. 3. Foreningen kan modtage arv og gaver.

     § 4. Generalforsamlingen.

Stk. 1. Generalforsamlingen er Foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i forbindelse med symposiet og inden udgangen af maj måned. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter behov jf § 4. stk. 3 og 6.

Stk. 3. Generalforsamlinger, ordinære såvel som ekstraordinære, indkaldes med ikke under 4 ugers og ikke over 2 måneders varsel. Indkaldelser fremsendes skriftligt til medlemmerne.

Stk. 4. De på generalforsamlingen fremmødte medlemmer er beslutningsdygtige ved simpel stemmemajoritet dog jf. § 3 stk. 3 og § 7 stk. 2.

Stk. 5. Ordinær generalforsamling afholdes med følgende dagsorden:

Valg af dirigent og referent.

Formandens beretning for det forløbne års periode. Godkendelse af beretningen.

Bestyrelsens planer for det kommende år.

Kassererens beretning og regnskab for perioden. Godkendelse af beretning og regnskab.

Forslag fra bestyrelsen.

Indkomne forslag, herunder vedtægtsændringer.

Vedtagelse af budget for det kommende kalenderår.

Fastsættelse af kontingent.

Valg af bestyrelsesmedlemmer og revisorer.

Der vælges en formand, en næstformand, en kasserer og 4 menige medlemmer. I lige år er kasserer og næstformand samt 2 menige medlemmer på valg, i ulige år er formand samt 2 menige medlemmer på valg. Endvidere vælges en revisor, en revisorsuppleant og 2 medlemssuppleanter.
Alumnerådet har ret til at udpege 1 medlem af bestyrelsen, som kan udskiftes glidende.
Alle bestyrelsesmedlemmer skal være medlem af foreningen. Eforen kan deltage i bestyrelsesmøderne, men er uden stemmeret.

Fastlæggelse af honorar til bestyrelsen.

Eventuelt.

Stk. 6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes med angivelse af dagsorden i henhold til § 4 stk. 3.
Indkaldelse kan foretages af bestyrelsen på eget initiativ eller på begæring af  10 % af medlemmerne.

Stk. 7. Forslag, der ønskes behandlet under dagsordenens punkt 6, skal fremsættes skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen. Forslagsstilleren eller en befuldmægtiget skal være til stede på generalforsamlingen og fremlægge forslaget.

      § 5. Bestyrelsen.

Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer. Bestyrelsen kan supplere sig med kommitterede eksperter og nedsætte udvalg efter behov.

Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsens medlemmer er til stede.


Stk. 3. Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder dette fornødent, samt når krav fremsættes af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmøde skal afholdes mindst 2 gange om året.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

      § 6. Økonomi.

Stk. 1. Foreningens midler anbringes i et eller flere pengeinstitutter efter bestyrelsens valg. 

Stk. 2. Midlerne anvendes efter bestyrelsens bestemmelse til varetagelse af formålene anført i § 2.

Stk. 3. Foreningens regnskab skal føres af kassereren. Kassereren står for varetagelse af foreningens formue, herunder indkassering af kontingent samt betaling af regninger. Kassereren råder på bestyrelsens vegne over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti, og kan indgå aftale herom.

Stk. 4. Foreningens regnskab skal føres i overensstemmelse med god regnskabsskik.

Stk. 5. Regnskabet følger kalenderåret.

Stk. 6. Regnskabet skal afleveres til revisoren senest 1. februar.

Stk. 7. Regnskabet skal være færdigrevideret senest 1 måned efter modtagelsen.

Stk. 8. Der påhviler ikke bestyrelsens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

     § 7. Vedtægtsændringer.

Stk. 1. Vedtægtsændringer skal forelægges og vedtages i forbindelse med foreningens årlige eller ekstraordinære generalforsamling. 

Stk. 2. Ændringer af foreningens vedtægter kan kun ske med to tredjedeles stemmemajoritet blandt de fremmødte medlemmer.

     § 8. Opløsning af Foreningen.

Stk. 1. Opløsning af foreningen betragtes som en vedtægtsændring.

Stk. 2. Anvendelse af foreningens formue vedtages samtidigt med foreningens opløsning. Anvendelsen skal dog være til fordel for kollegiet.

Oprindelig vedtaget på stiftende generalforsamlinger den 4. maj 2006 i foreningen 4. Maj Kollegiets Venner og den 16. september af alumner fra 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg og Hassagers Collegium. Gældende vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 4. maj 2017 i foreningen af 4. Maj Kollegiets Venner.

« forrige  |   top  |   næste »

4 Maj Kollegiet

Du kan læse mere om kollegiet på

4 Maj Kollegium Frederiksberg

Sidste Nyt

Kollegiet forventes færdigrenoveret sommeren 2016

Powered by CMSimple
Template by CMSimple modified by Birthe Bolwig
Login