Her kan du læse boganmeldelser af aktuelle udgivelser om frihedskampen - skrevet af foreningens medlemmer.
*
ANMELDELSE AF THOMAS HARDER, BIRK
Historien om Kaj Birksted, 421 sider. 399,95 kroner. Gads Forlag
Det første, der slår én ved læsningen af denne bog, er, hvorfor der først nu næsten 80 år efter Anden Verdenskrigs afslutning kommer en biografi om piloten Kaj Birksted. Han var måske under Anden Verdenskrig den vigtigste enkeltperson fra Danmark i kampen for frihed.
Han blev allerede i 1945 anset for at være en meget vigtig mand i kampen mod nazisterne. Men det er først nu, at der bliver udgivet en større biografi om ham.
Kaj Birksted var født i 1915, og han tilbragte med sin familie nogle år i USA, og i 1929 vendte familien tilbage i Danmark. Han søgte ind til Marinen for at blive pilot, og han fik typisk de højeste karakterer under uddannelsen. Birksted oplevede som marineflyver 9. april 1940 besættelsen af Danmark, som han fandt ydmygende, og han besluttede sig for at flygte til Norge, hvor han kunne være aktiv i kampen mod nazisterne. Men den kamp blev kort, og han blev sammen med de allieredes ekspeditionskorps og mange nordmænd evakueret til England.
Men det var ikke lige til at blive pilot i RAF, og han tog i første omgang hyre på et fragtskib, der bragte ham til Cape Town. Men efter en del forviklinger blev han optaget i det norske flyvevåben som løjtnant, og han kom til Toronto for at blive uddannet til jagerpilot. Han var i 1941 klar til aktiv tjeneste i England, og han blev inden for meget kort tid chef for en eskadrille Spitfires.
Kaj Birksted var en mand med meget store faglige krav til sig selv og dermed også sine piloter. Og han havde sine helt egne ideer til, hvordan man skulle angribe tyske fly. Han var vellidt af alle, men han var også reserveret. Kaj Birksted var ikke kun var en blændende flyver, men han var et karismatisk menneske, som piloter og alle andre i RAF havde fuld tiltro til.
Hans interesse for det modsatte køn fremstår lidt tåget, men da han mødte sit livs kærlighed i skikkelse af Sonia Irgens under en fest i messen, blev han så forelsket i hende, at han svor, at han ville giftes med hende. Der var dog det aber dabei, at hun allerede var gift og dermed ægtefælle til en anden pilot. Denne blev senere skudt ned af tyskerne, hvorefter Sonia Irgens og Kaj Birksted fandt sammen. Måske lidt vel kynisk!
Kaj Birksted deltog i løbet af 1942 og 1943 i 60 operationer, hvor han nedskød ti tyske fly. Der var høje tabstal blandet piloterne i RAF, og det var måske derfor, at Winston Churchill lagde stor vægt på, at den frie verden stod i dyb gæld til disse ofte meget unge mænd.
Fra at være eskadrilleleder blev Kaj Birksted senere forflyttet som operationel planlægger ved generalstaben. Han havde blandt andet ansvaret for indsættelsen af jagerfly herunder eskorte i dagtimerne under D-dagen.
Den sidste del af bogen drejer sig om flyverheltens hjemkomst til Danmark i 1945, hvor det viste sig mere end vanskeligt for ham at tilpasse sig livet i det fredelige Danmark. Der var mange, der ønskede ham som chef for et nyt dansk flyvevåben. Men han var slet ikke forberedt på de intriger og politiske forhold, der spillede ind, så han fik aldrig embedet. Han havde ikke nogen tålmodighed med skrivebordsgeneraler og det danske bureaukrati samt det politiske spil. Han var uden tvivl en for stor mand til lille Danmark.
Han blev ikke leder af det nyoprettede flyvevåben, der skulle samle hærens og marinens flyvende enheder, der i enhver henseende var et levn fra dengang, det var før. Men Kaj Birksted fandt plads i NATO-hovedkvarteret, hvor han spillede en vigtig rolle som planlægger. Han bosatte sig i England efter pensionering, og han satte aldrig sine ben mere i Danmark. Han var højt skattet og agtet i England og Norge, men det samme kan ikke siges i hans hjemland. Jantelov?
En ting, der strejfer denne anmelder under læsning, er, hvad er forfatterens militære baggrund? Har han overhovedet nogen? Der er ingen tvivl om, at bogen er blevet til på baggrund af omfattende læsning i bøger og arkiver herunder arkivalier fra Kaj Birksteds søn Ian, hvorfor bogen er veldokumenteret. Men flere gange går forfatteren i tomgang, når større eller mindre militære begivenheder skal beskrives. De er alle kendte af den interesserede læser, og nogle af gennemgangene får lidt for meget præg af mekanisk opremsning.
Kaj Birksted fik 2010 en form for anerkendelse for sin indsats ved, at der blev stillet en buste op i Churchillparken ved siden af Frihedsmuseet.
Han var ikke blot dristig Spitfirepilot, der skulle reagere på splitsekunder i livsfarlige dueller med tyske jagerpiloter, men han var også chef og leder i RAF, hvor han var med til at træffe nogle af de mest afgørende beslutninger under Anden Verdenskrig. Bogen kan kun anbefales.
Skrevet af Thyge C. Bro, 2024.
---------------------------------------------------------------------
ANMELDELSE AF HENRIK LUNDTOFTE OG JOHN T. LAURIDSEN, PÅ FØRERENS ORDRE
Hitlers mænd i Danmark 1933-1945
To bind.
599,95 kroner.
1.268 sider. 2.711 gram
Aarhus Universitetsforlag
Det er et i mere end én forstand et digert og tungt værk. Og det har taget 16 år at skrive og få publiceret. Det indeholder 60 biografier over tyskere fra den befuldmægtigede Werner Best og diverse generaler ned til mere ubetydelige deltagere i den nazityske besættelse af Danmark.
Det er i enhver henseende et videnskabeligt værk med omfattende og udførlige noter, hvor de enkelte forfattere har anvendt både tyske og danske arkiver og kilder. Der indgår som supplement kapitler med emner af mere generel karakter omkring strukturerne af de forskellige nazistiske organisationer.
Det vil være næsten umuligt at dykke ned i så mange forskellige biografier, hvorfor der her kun skal medtages nogle eksempler. Bogen kan indledningsvis dårligt kaldes lystlæsning, fordi det i meget høj grad er et meget grundigt videnskabeligt værk.
Lad os begynde i diplomatiets verden med den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink (1885-1964), der fra 1936 var tysk ambassadør i Danmark. Han var rundet af den tyske udenrigstjeneste, men det afholdt ham ikke fra at melde sig ind i nazistpartiet i 1939. Han var befuldmægtig i Danmark frem til Telegramkrisen i 1942, hvor han blev afløst af Werner Best.
Kapitlet giver et godt portræt af diplomaten, der mere end prøvede at illudere, at der blev forhandlet og samarbejdet mellem to ligeværdige parter. Renthe-Fink spillede spillet ganske begavet, og de danske politikere spillede så godt med, at Danmark reelt lå på grænsen til at blive betragtet som en nazitysk allieret.
Han blev som sagt afløst som befuldmægtig af Werner Best, der var overbeviste nazist, derom hersker der vist ikke megen tvivl. Ligeledes var han i et vist omfang opportunist og tilsvarende realist omkring krigens sandsynlige udfald. Werner Best er allerede beskrevet i mange værker, og der findes en glimrende biografi af den tyske historiker Herbert Ulrich fra 2001.
Kapitlet er skrevet af en værkets to redaktører, og han har gennemført en noget nær stroppetur gennem et meget stort antal såvel danske som tyske kilder, hvor han har ønsket at komme så tæt som muligt på personen Werner Bests og hans handlinger i Danmark.
Bogen efterlader ikke nogen tvivl om, at Werner Best drev et til tider meget indviklet magtspil, hvilket der også redegøres for på en god og overskuelige måde. Det kan undre, at det lykkedes Werner Best at manipulere såvel sine tyske kolleger og sine danske modspillere, og at han samtidigt slap godt fra det. Men da det var et mere end helt almindeligt indviklet magtspil, lykkedes det for ham. Inklusiv at slippe billigt ud af retsopgøret med en meget mild dom i Danmark, og han blev aldrig retsforfulgt uden for Danmark. Dette kan tilskrives udenrigs- og statsminister Erik Scavenius og nok ikke mindst Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen, som Werner Best havde et tæt samarbejde med, og de gav begge ham en positiv omtale, hvilket kan have været afgørende for den milde dom.
Forfatteren til kapitlet ser dog ingen nåde: Han betragter med rette Werner Best som en kynisk embedsmand uden bremser, der uden nogen rysten på hånden sendte de 6.000 danske jøder på flugt. Det skal dog med, at de overlevede krigen. Men det rørte ham sandsynligvis mindre, at han var med til at sende omkring 350.000 jøderne i Frankrig østpå til den sikre død i de nazistiske dødsfabrikker.
Vender vi os mod de militære chefer springer generalløjtnant Hermann von Hanneken (1890-1981) i øjnene. Han var chef for de tyske styrker i Danmark fra oktober 1942 til januar 1945, hvor han blev afskediget. Hermann von Hanneken kom undervejs i karambolage med Werner Best omkring, hvordan besættelsen skulle foregå kombineret med hans forberedelse for at imødegå den længe ventede invasion. Der aldrig kom.
Han blev afløst af generaloberst Georg Lindemann (1884-1963), der af Adolf Hitler blev betragtet som for gammel til at føre enheder i aktiv kamp. Men han havde ikke desto mindre betydelig kamperfaring også på generalsniveau. Han var egentlig indstillet på at fortsætte kampen i Danmark og Norge, efter at selve Tyskland havde overgivet sig, men han rettede ind efter overgivelsen per 5. maj 1945, kl. 08.00. Ingen af de to forekommer at være positive bekendtskaber!
Den skibssagkyndige Georg Duckwitz er altid blevet betragtet som Werner Bests fortrolige og måske endda Werner Bests trofaste følgesvend. Og han er også i denne bog betegnet som ”Den gode tysker”.
Georg Duckwitz har været genstand for debat, fordi han var tidligt medlem af nazistpartiet, og han opsagde ikke medlemskabet før i 1945. Han blev af mange danskere anset for at være en helt efter krigen, fordi han havde været i tæt kontakt med socialdemokrater, og han var afgørende for at advare om den kommende jødeaktion i oktober 1943.
Werner Best og Georg Duckwitz var måske så påvirkede af dansk kultur og egenart, at de ikke i et og alt fulgte nazismens jødehad og barbariske fremfærd. Men intet tyder på, at denne naive forestilling har gang på jord eller bund i virkeligheden.
Der er god grund til at være kritisk over for enhver hvidvaskning af Georg Duckwitz. Selv om hans dagbog efterlader et indtryk af modvilje mod den nazistiske ideologi, men dagbogen kan meget vel være skrevet for at sikre sig mod anklager efter krigen. I dagbogen udviser han omsorg for jøderne i Danmark, men han skriver ikke et ord om massemord på jøder østpå, som han må have haft kendskab til.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Georg Duckwitz handlede med Werner Bests billigelse, og det var ikke for jødernes skyld, men det var for at undgå konfrontationer og uro, der kunne risikere at bremse afsendelse af livsvigtige landbrugsvarer til Nazityskland.
De var alle i denne bog rå mordere, torturbødler, jødehadere og drevne politiske spillere, og der er vist ingen af dem, der kan kaldes for en ”god tysker”. Og så slap de næsten alle forbløffende let fra deres gerninger under retsopgøret efter Besættelsen.
- Skrevet af Thyge C. Bro, 2024
