Symposium 2026 - med Henrik Lundbak og Charlie Krautwald
Tilmeldingsfrist
30. maj 2026, kl. 12:00
Til årets symposium er det vores store glæde at have to eminente historikere på besøg til at fortælle om deres nye bøger.
Charlie Krautwald, f. 1988, er historiker, ph.d. og postdoc ved KU. Han arbejder med moderne politisk kulturhistorie, særligt demokrati, aktivisme, køn og politisk vold i mellemkrigstiden, herunder den yderste højrefløj og dens modstandere.
"Historien om uniformerede unge aktivister, der marcherede i gaderne og slog hinanden ned med cykelpumper, er fortsat en levende del af vores fortælling om 1930’ernes fascinerende politiske liv.
På baggrund af sin anmelderroste bog Kampen om gaderne (Gyldendal 2025) kaster historiker Charlie Krautwald i sit foredrag nyt lys på den rolle, aktivismen spillede i 1930’ernes politiske kultur i Danmark, og udfordrer fortællingen om en særligt fredelig, dansk vej gennem de turbulente mellemkrigsår. Gennem skildringer af plakatkrige marchoptog, store rabaldermøder og natlige sammenstød mellem unge socialdemokrater, konservative, kommunister og nazister fortæller Krautwald historien om, hvordan de unge iscenesatte kampen om vælgerne som en propagandakrig om gaderne – og hvordan 1930’ernes kampe tjente som optakt til besættelsestidens politiske grundkonflikt."
Henrik Lundbak, Dr. Phil og tidligere leder af Frihedsmuseet, vil fortælle om sit nye storværk, Under Tysklands førerskab. Hverdag og tilpasning på vejen mod Hitlers nye Europa 1941-42.
"Når vi diskuterer den officielle danske politik under besættelsen, bliver det gerne til enten-eller. Tilpassede politikerne sig til Tyskland i forventning om en tysk sejr? Eller forsøgte de at skærme det danske samfund i forventning om et tysk nederlag? Men hvad, hvis det ikke var enten-eller, men snarere både-og? Kan man ikke forsøge at bevare mest muligt af sin indflydelse samtidig med, at man bøjer sig for nødvendigheden?
Politikerne var ikke enige. Udenrigsminister Scavenius mente godt, man kunne føre en goodwill-politik over for Tyskland, så længe det var nødvendigt. Hvis englænderne mod forventning vandt, ville de være ligeglade. Hans kolleger var knap så sikre.
Også på tysk side var der forskellige strategier. Det tyske udenrigsministerium ville helst forhandle med politikerne og lade dem styre landet under tysk opsyn. Det tyske naziparti arbejdede for at føre de danske nazister i DNSAP frem til magten. Og i kulissen ventede SS med sin helt egen plan for at opnår indflydelse i det nyordnede Europa."
SYMPOSIET ER STØTTET AF FREDERIKSBERGFONDEN